- Danmark-Norge fortsat som kongerige eller en del af Sverige?
10. februar 1659
Jeg sad og vaskede en masse tøj i køkkenet i mit hus i Vestergade. Samtidig græd jeg over det hårde liv, som skyldtes svenskernes belejring.
Vi var alle sammen forberedt på, at Danmark meget snart ville blive en del af Sverige. København var dengang det eneste, der var tilbage af vores fædreland, resten af landet tilhørte allerede Sverige.
Udenfor var der iskoldt og en meget hård snestorm rasede gennem gaderne, stormen gjorde det svært at være ude. Sneen stak i ansigtet og vinden skubbede én tilbage, når man forsøgte at komme frem.
Heldigvis er mit køkken lille. Ildstedet, som jeg havde tændt op i for at kunne vaske tøj og senere lave mad, er stort og holdt på varmen.
I den kolde og svagt oplyste stue sad fem af mine seks drenge, de er 17, 15, 13, 11 og 10 år. De snakkede om noget så trist som livet efter døden.
Vi, som alle de andre indbyggere i byen, havde i lang tid haft det hårdt og havde sultet på grund af svenskernes belejring. Af og til havde de også bombet os.
Lige efter jeg var færdig med at vaske det sidste stykke tøj sent på eftermiddagen, kom min mand og ældste søn hjem fra deres arbejde. De var meget tidligere hjemme end de plejede. Min mand er havnearbejder ved Tøjhushavnen og vores ældste søn, som er 22 år, er skomager.
Hele familien var blevet beordret til at hjælpe Borgervæbningen* og dermed vores ældste søn fordi han er medlem. Jeg syntes det var meget bedre, at man selv var med til at kæmpe mod svenskerne end at sidde derhjemme og lade skæbnen bestemme.
Hele familien blev placeret på en bastion ved Vestervold. Min mand og ældste søn skulle angribe. De tre næstældste sønner skulle hente vand i brøndene. De to yngste skulle fælde træer. Jeg skulle stå og koge vand, tjære*, beg* og lud*.
Efter vi i denne triste stund havde spist vores beskedne og sene aftensmad, gik vi ud i den hårde snestorm. Vi bevægede os op til Vor Frue Kirke.
Inde i det store kirkerum sad vi sammen med alle de andre, som også havde valfartet til kirken. Vi bad alle sammen Gud om styrke til at skulle kæmpe mod svenskerne.
En halv time efter familien og alle de andre i kirken var færdige med at bede, listede vi alle sammen ud. Vi som var placeret på Vestervold, gik i samlet flok ned ad Studiestræde med triste ansigter.
Ingen af os regnede med, at vi kunne slå svenskerne, vi kunne kun håbe på et mirakel fra Gud. Snestormen var stadigvæk meget hård, da vi kom ud af kirken.
I hele byen var der ingen, der sov. Alle tranlamperne på gader og stræder var tændte. Vi vidste alle, hvad der skulle ske senere på natten.
Vi håbede, at det denne gang ikke var en af de mange falske meddelelser om et svensk angreb. Alle de gange, hvor det var sket, var vi alle blevet mere bange.
Oppe på bastionen gik mine fem yngste sønner og jeg i gang med de opgaver, som vi fik af vores ældste søn. Min mand og ældste søn havde ikke noget at lave endnu, da svenskerne endnu ikke var kommet.
11. februar 1659
Svenskerne ankom lidt før midnat og gik straks hårdt til værks mod os og vor kære by. De havde troen på, at de ville vinde så let som ingenting. Heldigvis viste et mirakel sit gavmilde ansigt. Gud holdt med os.
Midt ude i den hårde snestorm med bulder, brag, hestevrinsk, råb og skrig af smerte, stod jeg ved en masse store runde gryder og holdt vandet, tjæren, beget og luden i kog, det var grunden til at jeg holdt varmen.
Vandet blev løbende hældt i gryderne af den gruppe, som mine tre næstældste sønner var en del af. De løb konstant frem og tilbage mellem byens brønde og mine gryder på de glatte snedækkede brosten.
Brændet som jeg holdt gryderne i kog med, fik jeg af den gruppe, som mine to yngste sønner var en del af. De stod på voldenes stejle, glatte og snedækkede skrænter og fælde de træer.
Træerne blev hugget til brænde oppe på selve bastionen, hvor de derefter blev smidt i bunker ved siden af mig.
Min mand var med i den gruppe, der kastede sten, bjælker* og som hældte kogende vand, tjære, beg og lud nedover svenskerne, når de forsøgte at kravle op til os.